Det kan lyde som en kliche, men her er endnu en god nyhed til læsere af mere stilfærdige krimier, måske ikke fra den "skandinaviske skole", dem med sne i fyrreskovene, denne er en smule anderledes.
Dette er 2. bog om kommissær Carsten Mathiesen fra Åbenrå politi og hans tyske kollega Christiane Müller fra Flensborg, den første var Sneglens hus (2009). En velhavende og indflydelsesrig finansmand i Åbenrå findes hængt, er det selvmord? Carsten Mathiesen tvivler, da findestedet er klinisk rent. På samme tid bliver der fundet et lig i Flensborg Fjord, Christiane Müller efterforsker sagen som muligt mord, og da en forbindelse viser sig mellem de to ofre, må Carsten og Christiane samarbejde. Så rykker bagmandspolitiet ind, der er åbenbart så store økonomiske, politiske og i hvert fald magtmæssige konsekvenser af sagerne, at der bliver lagt store hindringer for de tos politiarbejde. Forfatteren har en særegen teknik ved persontegningerne; jeg kender næsten Carsten bedre, end jeg nogensinde kendte Wallander. Det er en både interessant og lidt kynisk historie, kapitalen og magten vinder, i hvert fald denne gang. Jeg tror på, at vi ganske sikkert møder Carsten og Christiane igen.
Historiens samfundskritik kunne minde mig om en historie af Gretelise Holm.
Interessant at møde en krimi med topografisk særpræg, og det bliver spændende at følge Hans Schmidt Petersens videre produktion.