Fra slutningen af trediverne udviklede de sovjetiske skakspillere sig til et niveau, der lå langt over den øvrige verdens. Stormestre formelig væltede frem, og i mere end tredive år var verdenseliten helt domineret af sovjetiske spillere. Om der bag denne udvikling kunne siges at ligge en egentlig sovjetisk skakskole har været omdiskuteret. Indledningsvis plæderer Erik Ándre Andersen for, at de sociale og samfundsmæssige forhold, der betingede udviklingen, var så enestående, at der kan tales om en egentlig skole, selvom der hverken teoretisk eller stilmæssigt var nogen ensartethed over de sovjetiske spillere. Bogens hovedvægt ligger dog på EÁAs gennemgang af de sovjetiske mesterskaber fra 1941 til 1965. Hvert mesterskab får sin egen afrundede behandling, hvor kommentarerne til de udvalgte partier også retter sig mod at give et mere samlet billede af spillets og de førende spilleres udvikling. Bogen er et grundigt og kyndigt værk, som giver et godt overblik over en central periode i spillets udvikling. Den henvender sig til spillere, som udover en vis skakkyndighed også har interesse for skakhistorie.