Tænksom og indlevet historie for unge fra 12 år. Forsiden med fotografik af en mobiltelefon viser fint indholdet.
Bogen er forfatterens debut. Vi hører om den 15-årige Peter, der en dag finder ud af, at hans mor og stedfar har løjet for ham om forældrenes skilsmisse. Hans mor blev, mens hun stadig var gift med hans far forelsket i farens bedste ven. Faren er uden forklaring rejst bort, og Peter, der er en tænksom dreng, føler et stort svigt af alle de voksne. Da faren kommer hjem, og sandheden går op for Peter, føler han trang til hævn over moren og kæresten. I skolen skal eleverne spille Hamlet, og Peter og hans ven Walid planlægger at ændre på replikkerne, så de to udstilles for hele skolen. Mens Peter tumler med alle disse problemer, bliver han selv forelsket i den dejlige Louise, men har svært ved at styre de store følelser. Ved premieren kører tingene helt af sporet, og det hele ender som en rigtig tragedie, med endnu flere ulykkelige mennesker. Bogen er let læst med mange korte sætninger skrevet i jeg-form. De mange udbrud, poetiske udtryk og gentagelser giver et godt billede af den ulykkelige dreng og hans følelser.
Bogen ligner mange andre ungdomsbøger i sin problematik, men det er specielt, at hovedpersonen er en følsom dreng, og at hele sagen ses udelukkende fra hans side.
Fin lille tankevækkende bog om et alment problem med en overraskende slutning.