Sidste år udkom de to første bøger i serien, nemlig Den store bog om hajer og Den store bog om natdyr. Her følger så to nye. Den ene handler om slanger og andre glatte dyr, mens denne her fortæller om alskens småkravl: Tæger, biller, regnskovens smådyr, fluer, myrer, termitter, edderkopper, skolopendre osv. Bogen lægger vægt på at fortælle om det farlige og fascinerende. På hvert opslag behandles et bestemt emne. Teksten består af en kort brødtekst samt en del illustrationstekst, som knytter sig til de mange flotte farvetegninger og -fotografier, der breder sig over opslagene. Bagest er der indeks samt en ordforklaring, der også indeholder nogle gættekonkurrencer, så man kan teste sin nyvundne viden. Selv om bogen er lagt an på det underholdende og virker noget kalejdoskopisk, indeholder den alligevel en del oplysninger om alverdens småkravl. Den henvender sig til børn (nok mest drenge) fra omkring 4. klassetrin, som kan lide at læse om farlige og forunderlige dyr.