Endnu en dansk udtaleordbog har set dagens lys i 1990. Den tidligere er Udtaleordbog, som kom i serien Gyldendals Røde Ordbøger tidligere på året. I forordet tilkendegives, at »her foreliggernu den første danske ordbog, som har til opgave på videnskabeligt grundlag at give oplysninger om dansk udtale«. Bogen indeholder ca. 45.000 opslag, som med sammensætninger dækker udtalen af ca.100.000 ord, d.v.s. at omfanget skønnes at være lidt mere end i Udtaleordbog. Det fysiske omfang er osse større, men det skyldes til dels, at der anvendes en større og mere læsevenlig typografi. Ide enkelte indførelser angives udtaleformerne uden for dialektal sprogbrug. Man lader førsteformen gengive en distinkt, moderne rigsmålsudtale, men anfører ofte flere varianter, uden at man hverkenfraråder eller tilråder brug af disse. Bogen kan altså bruges som vejledning for dem der søger en standardudtale, men er ingen autorisation. Indførelserne er ofte suppleret med såkaldtenummerhenvisninger, hvor dergøres rede for almindelige regelmæssige udtalevariationer. Desuden får man oplysning om ældre varianter, og der medtages langt flere stednavne og egennavne, end hosGyldendal, ligesom der er mere veludbyggede fonetiske hovedafsnit i bogen. Gyldendal har med sin røde ordbog lavet en lettilgængelig og populær udtaleordbog, og nu følger det videnskabelige oggrundige værk, som nok overlapper en del, men som har mere med på de enkelte indførelser, fx m.h.t. at angive udtalens skiften fra generation til generation, og varianter. Der er brug for dem begge.