Endnu en flot og inspirerende grillbog udkommer lige til sommersæsonen. Ifølge bogen kan brugen af grill i madlavningen dog praktiseres udendørs en stor del af året. Bogen indledes med et længere afsnit om grillstegningens grundregler, og derefter følger en samling af opskrifter på fisk, kød, grøntsager og desserter. Der er mange anvendelige opskrifter på marinader, saucer, og dressinger med mange krydderier. Opskrifterne er præget af et internationalt køkken med mange fremmede ingredienser, der dog er ved at være almindelige i det danske køkken. Der er fyldige forklaringer til nybegyndere på fremgangsmåden for retternes tilberedelse, men der er også inspiration for den avancerede grillkok. Der er register sidst i bogen. Flot layout med store farvefotos af de forskellige retter. En omfattende og moderne samling af opskrifter til brug for de mange, der gerne vil prøve lidt nyt på grillen.