I den 4. del af den kristne katastrofe-romanserie om dommedag på jorden, som har basis i teksten i Johannes' Åbenbarings profetier om de sidste dage på jorden, er civilisationerne næsten udslettet af forfærdelige jordskælv. Demagogen (Antikrist) Nicolae Carpathia bemægtiger sig verdensherredømmet med sin organisation Global Community og løfter om global fred og evig lykke i Ny Babylon, mens Trængselspatruljen fra Nyt Håb Kirkens menighed samler en voksende skare tilhængere af Kristus, alt imens de redder patruljens medlemmer ud af Nicolae's klør og rænkespil. Heldigvis kan de kristne kende hinanden på et kors i panden, som kun de omvendte kan se. Men katastrofens rædsler er ikke slut. Bibelen leverer det fortsatte koncept til de næste 4 bøger, som alle 8 er skrevet af to amerikanere - en præst og en "bestseller"forfatter. Denne er, som de forrige, ganske fermt skrevet, men langtrukken og udpenslet i beskrivelserne af død, rædsel, grusomhed og vold. Målgruppen er derfor næppe de sædvanlige læsere af "kristne bøger", men den må være tænkt som kristen omvendelseslitteratur til mere action-prægede læsere. Efterspørgslen efter de første titler viser, om bogen når sit mål her. Typografisk skæmmes bogen af et løsagtigt forhold til til højremargin.