Books / fiction for children / billedbøger

Den store mor skaber verden


Description


Billedbog om en baby og dens Store Mor, som i en række scenarier skaber vand, lys, mørke, himmel, sol, måne og stjerner, mudder, plantevækst og dyr. Den Store Mor savner nogen, der kan fortælle historier, og hun skaber menneskene. "Det er godt", siger hun, "Det er meget, meget godt".

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 19. Sep. 2002

By

By

Lars Aagaard

d. 19. Sep. 2002

Skabelsesberetning, nyskrevet med Den Store Mor sat i spidsen for skabelsen af vand, lys, mørke, himmel, sol, måne og stjerner, mudder, plantevækst, dyr og sidst mennesker er emnet for dette i alle måder store billedepos - stor fortælling, stor kunst, stort bogformat. Sammen med et lille barn oplever vi de smukkeste billeder af skabelsens faser, glæden og bekymringen, udtrykt i det tilbagevendende "Det er godt", undertiden "Nu må I tage jer sammen dernede". Betagende er bogens eneste billede på et dobbelt opslag, hvor dyrene skabes i et lysglimt. Patetisk den store moders savn af nogen, som kan fortælle historier - det kan hverken babyen eller dyrene. Den Store Mor er rund og meget engelsk, babyen elskelig, omgivelserne skildret i lysende scenarier af stor skønhed. Tegneren er kendt fra utallige billedbøger, som voksne læser med lyst og som giver lyst til at formidle til et barn. Tekstforfatteren har skrevet en stribe bøger med kvinder i aktive roller, for eksempel dem om Tante Katrine. Teksten er sat med stor smuk sats modsat billederne, ordene kongeniale. Forsiden viser mor og baby på en sky, omgivet af lys, skuende ned på bogens titel. Man bliver ikke religiøs, men man får hævet blikket og pudset perspektivet. De heldige børn skal være over 5 år.


The libraries' assessment

d. 19. Sep. 2002

By

By

Jesper Holtoug (skole)

d. 19. Sep. 2002

Her er historien om, hvordan det virkelig gik til, da jorden, dyrene og menneskene blev skabt. Glem alt om Det Gamle Testamente, Darwin og folkelige myter - for her kommer den sandfærdige forklaring, når de små spørger, hvorfra alting kommer. "Den Store Mor" er i følge denne herlige billedfortælling nemlig ophavskvinden til alting. På 7 dage får hun skruet en verden sammen, som på de fleste områder er ganske fin og som rummer utallige muligheder. Helt tilfreds er Den Store Mor dog ikke, så for en sikkerheds skyld, holder hun stadig øje med os alle sammen og vores planet. Der er masser at tænke over i denne charmerende og fornøjelige billedbog. Og lige så meget at snakke om. Især gives der en sjov og lidt skæv vinkel på hele gudsbegrebet, men også mange andre interessante temaer berøres. Billederne er varme og illustrative og giver med sin helt realistiske streg endnu en herlig nuance på skabelsesberetningen. Velegnet til højtlæsning for børn over 5 år - og oplagt som samtalebog i indskolingsklasserne.



Information and editions