Bogen henvender sig til den tænksomme fantasylæser fra ca. 13 år. Bogens flotte forside vil let sælge sig selv.
Det er forfatterens første børnebog, og det er en ganske lovende start. Bogen handler om den helt almindelige danske dreng David, der ved et tilfælde en dag kommer i besiddelse af en tidsmaskine. Den gamle mand der har lavet den kommer fra middelalderen, hvor en ond fyrste har lavet rod i tiden. Det er nu op til David, at rejse tilbage i tiden og prøve at rette op på det hele. Undervejs får forfatteren vendt en masse interessante filosofiske spørgsmål med læseren. Den unge David er en tænksom person, der kommer til at opleve ting, der får ham til at stille spørgsmål om så store emner som tid, religion, tro, eksistens og meningen med livet generelt. Det er meget interessant at forfatteren får blandet dette ind i en (for øvrigt) ganske god fantasy-fortælling. Det er ikke Sofies verden, men det efterlader bestemt læseren i et tænksomt lune. Til sidst lægger den elegant op til en toer. Forsiden er meget flot og vil bestemt lokke lånerne til.
Målgruppen vil også sætte pris på de etiske og religiøse spørgsmål der stilles i Kenneth Bøgh Andersens serie om Den store djævlekrig.
Det var en virkelig spændende oplevelse - en flot bog på alle måder.