Forholdet Danmark-Tyskland har næsten altid været et had-kærlighedsforhold, og når det i indledningen antydes, at siden nederlaget i 1864 (og tag 2. verdenskrig med) har den kulturelle arv fra Tyskland været betændt i den danske nationale bevidsthed, er det nok rigtigt. Udgiveren antyder endvidere at danskernes forbehold overfor EU kan hænge sammen med denne germanofobi. De forskellige artikler bløder imidlertid op for disse kulturelle forbehold og i nogle glimrende artikler beretter Claus Bjørn om Sønderjyllands historie, Erik A. Nielsen tager med artiklen om den opfindsomme ortodoksi fat på teologiens område, og Else Marie Bukhdal giver en værdifuld indføring i forholdet mellem Wiedewelt og Winckelmann, hvor Wiedewelt blev inspireret til at skabe en monumental, klart profileret nyklassicistisk udtryksform, som den kom til udtryk i Frederik Vs gravmæle i Roskilde Domkirke. Senere bringes efter en artikel om Schubert og Baggesen som filosof Rifbjergs inciterende digt om Berlin, der afløses af bogens sidste afsnit, hvor dens egentlige formål afsløres: sidste kapitel er Günthers Grass' festtale til Per Øhrgaard, da denne fik Steffensprisen i 2001 og nærværende bog er netop et festskrift til Øhrgaard i anledning af hans 60-årsdag. Han får et spændende festskrift uden de mange falbelader, men med indhold og gods i.
