Tre fortællinger til læsere, der nyder at smage på ord og mening blandet op med metafiktion.
Tre fortællinger, der alle har rejsen og jeg'et som fremdrift. Først rulles vi i bil igennem Danmark med en hovedperson, der især underholder sig selv, sin kæreste og læseren med at recitere og snakke litteratur. Efterhånden muterer landet og byder på forvrængninger af virkeligheden. Til fods, i næste fortælling, møder jeg'et et spøgelse, en tidligere boghandler; det foregår et sted ude på Sydhavnen, og her er monologen især koncentreret om robinsonader. I sidste fortælling er vi med på cykel igennem Dollerup bakker. Oplevelser, erfaringer, tanker og fantasi flettes sammen. At læse disse fortællinger er lidt som at blive sluppet ind i et andet menneskes hvirvlende tanke og ordstorm. Sproget er sanseligt og drilsk og kræver tilstedeværelse af læseren.
Forfatteren har tidligere udgivet en del lyrik. Man finder samme eksperimenterende, sanselige ordstil, hvor sproget iscenesættes mere end handling, hos forfattere som fx Bjørn Rasmussen og Josefine Klougart.
Tre fortællinger til de læsere, der sætter stor pris på eksperimenterende og nyskabende dansk litteratur.