Oplagt bog for de læsere, der har lært Knud Rasmussen at kende i de talrige biografier og skildringer med ham i hovedrollen.
Særdeles velskrivende og entusiastisk åbner Knud Michelsen for nyt kildemateriale om Knud Rasmussen, hvis biografi hermed kan tillægges hidtil ukendte brikker. I denne bog, som Knud Michelsen lover får en efterfølger, fortælles om Knud Rasmussens opvækst og ungdomsår især med baggrund i dagbøger og breve, der har været bevaret hos Michelsens mormor og morfar, Knud Rasmussens søster Me og Jens Møller. De mange rørende og intense breve bringer os tæt på en ivrig, spillevende og følsom ung Knud Rasmussen, hvis væsen skabte glæde og liv omkring sig. Knud Michelsen leder læseren sikkert gennem det omfattende materiale og skriver godt og indlevet de opsummerende bemærkninger, der giver lyst til at få mere at vide. I bogens anden del bringes en række ikke tidligere publicerede udkast til noveller, artikler, breve mv. fra Knud Rasmussens hånd. I den sidste del åbner Michelsen for en række mulige tolkninger af de vendinger, Knud Rasmussens liv tager. Udmærket forlagsarbejde, mange gode illustrationer, dækkende bagsidetekst.
Knud Rasmussens unge år og tilværelse inden de store ekspeditioner er intetsteds så omfattende beskrevet som i Michelsens nye bog.
Vellykket, letlæst og interessant kildebaseret skildring af Knud Rasmussens ungdomsår, og den giver lyst til at læse mere om Knud Rasmussens spændende liv.