Bogen er henvendt til den person, der er ramt af problemet, uanset hvilken rolle i familien, personen har. Den vil også interessere fagfolk inden for de pædagogiske og psykologiske fag og andre med interesse for børn og familierelationer.
Det er ikke den sædvanlige form for incest, her er tale om. Det er, når et barn i familien tildeles en rolle som fortrolig, udvalgt eller følelsesmæssig lynafleder for én af forældrene. Den første af bogens to dele handler om at indkredse problemet og erkende det. Vi præsenteres for cases med forskellige former for følelsesmæssig incest. Vi ser, hvad problemet kan medføre af psykisk invaliderende adfærd og selvopfattelse. Der afsluttes med en tjekliste over den sunde families kendetegn. Anden del drejer sig om healingen. Her handler det både om børn og forældre i en familie, hvor der har været følelsesmæssig incest. Her er kapitler om at slutte fred med forældre og med søskende. Her beskrives, hvordan man stopper sammenfiltringen med et barn, hvordan ægtefæller styrker ægteskabet og finder fortroligheden med hinanden. Det beskrives også, hvordan man får et netværk.
Jeg er ikke stødt på anden litteratur, der fagligt behandler emnet så grundigt og specifikt; men Morten Henriksens bog Bag Blixens maske, 2010, om hans fars, Aage Henriksens, problematiske forhold til Karen Blixen, som barnet, Morten, blev gjort fortrolig med, illustrerer problematikken med stor tydelighed.
Bogen forekommer sober. Den er velskrevet og godt oversat.