Et lille hæfte til forældre, der oplever den store sorg at miste et barn. Blandt disse vil bogen først og fremmest tiltale mennesker med kristen tro og livssyn.
Sognepræst Anna-Marie Sloth skiver indfølende og nænsomt til forældre, der har mistet et barn. Hun skriver om følelser og reaktioner fra de første dage efter dødsfaldet og igennem sorgforløbet. Om begravelsen og relationer til andre mennesker. Om det døde barns søskende, som mange har svært ved at forholde sig til. Først i efterskriftet får læseren at vide, at forfatteren selv har oplevet tabet på allernærmeste hold. Hendes betragtninger har almen gyldighed for forældre, der har mistet, men hendes rådgivning om hjælp ligger mest inden for det folkekirkelige regi.
Forældreforeningen "Vi har mistet et barn" har udgivet Følelser og refleksioner når man har mistet et barn, 2005, som er det materiale, jeg finder er bedst sammenligneligt, og som er bredere henvendt end nærværende.
Nænsomt og indfølt lille hæfte om sorgbearbejdning for forældre, der har mistet et barn.