Udgivelse i Gyldendals grå serie. Selvstændig fortsættelse af Det er slut mellem Gud og mig, 1996. Linnea er nu blevet 17 år. Året efter veninden Pias død bliver turbulent. Linnea savner Pia forfærdeligt. Hun er rastløs og forvirret. Hun har dog fået et par nye veninder, der som hun selv føler sig udenfor. Efter et par uheldige episoder flygter Linnea hjemmefra. Med sig har hun 15.000 kr., som hun har fået af sin mormor. I Stockholm møder hun Ulven, den charmerende Mark. Han overtaler hende til at tage en tur til Los Angeles. Desværre kan han først selv følge efter senere. I Los Angeles viser det sig, at Mark har snydt Linnea og stjålet hendes penge. Linnea oplever et helt andet Los Angeles end det, hun kender fra TV-serier. Heldigvis har hun en returbillet, og hun vender hjem et par uger efter en hel del klogere. Bogens force er det muntre og livlige sprog, Linnea fortæller sin historie i. Det alvorlige emne bliver behandlet med masser af humor og selvironi, og historien holder læserens interesse fanget. Portrættet af den forvirrede Linnea er fint, og også bogens øvrige personer står klart for læseren. Fængende bagsidetekst. Velskrevet bog for unge fra ca. 13 år.