Hans-Henrik Nielsen er folkeskolelærer og har beskæftiget sig med mentaltræning, stresscoaching og positiv tænkning på kurser i mange år. Han skriver nu "på utallige opfordringer" en bog, der videregiver hans viden og erfaringer på området. Det er forfatterens første bog, men langt fra den første om mentaltræning. Den hævder sig dog fint i rækken som en velunderbygget, seriøs bog. Positiv tænkning handler om selvværd, energi og selvopfyldende profetier. Det skulle være dokumenteret, at optimistiske mennesker har bedre helbred og lever længere end pessimistiske. Det kan godt være pessimisterne er mere realistiske, men optimisterne har det sjovere. Det skulle være årsag nok til at prøve at øge sin personlige optimisme. Og det er, hvad man kan bruge bogen til. Den falder i 3 afsnit, hvor 1. gennemgår, hvad positiv tænkning er og underbygger med noget teori. Afsnittet slutter med en optimismetest, som forfatteren ikke selv tager æren for, men som er en direkte oversættelse af Martin Seligmans test. Bemærk, det er af den type, hvor lånerne godt kan finde på at krydse af i bogen! 2. afsnit præsenterer en række metoder og øvelser til at øge positiv tænkning. Et udvalg, man kan plukke i efter behag. 3. afsnit giver hurtig repetition og en guide til videre arbejde. Bagi bogen litteratur- og nethenvisninger. En bog med bred appel.