Bogen blander en let fordøjelig og velfungerende cocktail af temaerne heste, irriterende små søskende, veninder, noget overnaturligt og ikke mindst den første kærlighed, som vil falde i mange pigers smag, fra ca. 11 år. 14-årige Ida er vild med sin hest Dancer. Hestetemaet spiller dog en underordnet rolle i bogen. Da familien flytter til et gammelt husmandssted, begynder den irriterende lillesøster at opføre sig mærkeligt og lader til at være besat af en jævnaldrende, afdød piges ånd. Det skaber en spænding i bogen, som holdes ved lige næsten til det sidste for så at fuse lidt ud. Mest overbevisende er beskrivelsen af den første, spæde forelskelse, usikkerheden, de første søde kys, sms'erne o.s.v. Det påvirker også venindeforholdet, hvor jalousien sniger sig ind, og hvor venindens dårlige råd om at spille kostbar er lige ved at ødelægge forholdet mellem Ida og Malthe. Heldigvis viser Malthe sig at være nøjagtig så reel og enestående, som Ida har troet, og alt ordner sig. Alt sammen noget der vil gå rent ind hos målgruppen.