Henvender sig til den specielt fodboldinteresserede, der også har øje for det økonomiske aspekt af professionel fodbold. Supplerende materiale til fx en handelsskoleopgave om økonomien bag legen med læderkuglen.
To fodbold-entusiaster, hvor Peter Trydemann fx har arbejdet som strategisk konsulent for flere professionelle fodboldboldklubber i DK og Michael Hehr bl.a. er kandidat i kommunikation, skriver sammen denne brancheanalytiske bog om professionel fodbold. De spørger: "Hvorfor omsætter professionelle fodboldklubber for milliarder, men præsenterer altid det ene blodrøde underskud efter det andet?" Bogen analyserer fodboldbranchens økonomi med cases fra bl.a. FC Bayern, Aalborg Boldklub og Glasgow Rangers. Forfatterne forklarer det paradoksale udsagn fra titlen sådan: "Fodbold er uomtvisteligt en del af underholdningsbranchen, og fodboldfans vil underholdes. Derfor er kampens betydning, såvel som rammerne der omgiver den, vigtige. Fodbold handler ikke kun om at vinde". Bogens analysearbejde resulterer bl.a. i 10 "bud" for den professionelle fodboldverden, fx: "Ansæt de rigtige mennesker", "Plej sponsorerne" og "Budgetter med omhu".
Andre bøger om fodboldens økonomi er fx Spillet uden for banen : succes og fiasko i dansk topfodbold og Spillet om milliarderne : pengenes veje og vildveje i europæisk fodbold af Poul Funder Larsen.
Udmærket bog om professionel fodboldøkonomi med lånere især på større biblioteker.