Gretel Ehrlich skriver på sin personlige fascination af Grønland, som hun har besøgt syv gange i perioden 1993-1999 - helst i vinterperioder præget af is og mørke. Første besøg udsprang af et behov for "at komme over trægrænsen", og rejserne har været et led i en personlig fysisk og psykisk helingsproces. Hun besøger flere gange Qaanaaq og rejser langs vestkysten med Kangerlussuaq som det sydligste punkt. Undervejs knytter hun kontakter til en række personer som hun bor hos og følger på rejser og fangst. Flettet ind i beskrivelsen af egne oplevelser er der genfortælling af en del af Knud Rasmussens rejseberetninger, lidt om Grønlands historie og betragtninger over de aktuelle forhold. Bogen giver indtryk af en ikke helt almindelig kvinde med en smittende begejstring og lidt romantisk holdning til traditionel grønlandske levevis. Hun fortæller engageret og personligt om de mennesker, hun møder, og også om egne problemer og kriser - uden dog at gå i detaljer. En anderledes rejseberetning i et levende og billedskabende sprog med appel både til læsere af rejselitteratur fra arktis og til læsere af beretninger af mere personlig karakter.