En smuk sommerbog der fører monsieur Perdu fra sit stille og rolige Paris ud på en rejse i erindringen, ind i hjertet af Provence og tilbage til livet. For læsehesten og romantikeren.
Jean Perdu har en flydende boghandel på en husbåd på Seinen i Paris. Han er ekspert i at "ordinere" bøger som medicin til sine kunder alt efter, hvad de fejler. Selvom han er ekspert i at kurere andres lidelser er han dog ikke i stand til at kurere sit eget knuste hjerte. For mere end 20 år siden forlod hans elskede ham og efterlod sig kun et brev - men det har han aldrig læst, før nu.
Velskrevet og letlæst fænger "Det litterære apotek" fra side 1. Perdu på 50 har i 20 år benægtet sine knuste følelser, men nu ser han dem endelig i øjnene og kommer ud på en flodrejse, der fører ham tilbage til livet og kærligheden. Bogen indeholder en del litterære henvisninger og anbefalinger der kan være interessante for læseren, primært ældre litteratur fremfor nye bestsellers.
En anden sød bog smækfuld af litterære henvisninger og anbefalinger er Læserne i Broken Wheel anbefaler. "Det litterære apotek" har desuden selv en liste til slut i bogen om alle omtalte bøger deri, samt en række opskrifter på lækre franske retter.