1629. Det er ufredstider: de tyske landsknægte hærger i Jylland. Værst går det ud over bønderne. De er i forvejen forarmede og udpinte p.g.a. hoveriarbejdet på herregårdene. Men nu, hvor derer fare på færde, stikker adelen halen mellem benene - og lader bønderne om forsvaret. Mange bliver dræbt eller lemlæstet, og mange gårde går op i røg. Som sædvanligt hos L. N. er det hosungdommen, man skal finde håbet og fornyelsen. Bogens unge bønder fægter sig (bogstaveligt talt) gennem vanskelighederne, og det ser ud til, at de skal vinde freden: der skal nye metoder og en nyånd til nu, det indser også adelen. Bogen munder ud i fortrøstning. - Det ligesom klæder L. N. at skrive om fortidens begivenheder: her er mere hold på handlingen, og der er næsten ægte dramatikiblandt. Dialogen, der jo ellers kan være det mest pinagtige, virker også knapt så kunstig i historisk regi. Bogen her er m.a.o. det bedste jeg har set fra L. N.'s hånd -med alle de dermedforbundne forbehold underforstået. Detlyner er ifølge forlaget en fortsættelse af Tuesønnerne, men den kan læses selvstændigt.