Middelalderroman, der qua sine mange fine tidsbilleder giver et troværdigt og interessant billede af perioden. For interesserede i middelalderen eller dem, der sætter pris på en lidt anderledes læseoplevelse.
Vi skriver 1341 og den unge Andreas har gjort sig skyldig i tyveri fra sin far, og må forlade hjemmet i Horsens. Han bevæger sig sydover og kommer undervejs ud for mange farlige situationer, indtil han til sidst lærer at begå sig. Han arbejder bl.a. i saltminerne i Lüneburg og Skånemarkedet, indtil han får nok og slår sig ned som familiefar i Ringsted. Hele tiden martres han af dårlig samvittighed overfor sin far, og snart hærger pesten. Den i Fredericia bosatte Honore, f. 1934, har tidligere fået udgivet noveller i forskellige blade. Dette er hendes første roman.
Selv om teksten på forsiden siger noget andet, så er det ikke umiddelbart en spændingsbog i gængs forstand. Det er mere en traditionelt skrevet historisk skæbneroman, hvis force er tegningen af periodens folk og miljø som er velbeskrevet og virker autentisk. Man får et godt indblik i de barske vilkår folk levede under i middelalderens Danmark. Sproget føles lidt gammeldags og stift, men generelt er bogen let at læse.
Giver mindelser om Martin Jensens og Thit Jensens middelalderskildringer og serien "Slægten" fx Ravnens år.