Dette er så - formodentlig - sidste bog i serien Over grænser. Den unge colombianer, José, og hans kæreste, Lisbeth, har svært ved at få deres forhold til at fungere, og José frygter, at Lisbeth er på vej væk fra ham. Det får ham i selvmordstanker, men en rejse til Fyn og mødet med en af Lisbeths veninder får ham på ret kurs igen. Lisbeth kan kort efter fortælle ham, at hun venter deres fælles barn, og tilsyneladende venter en lykkelig fremtid den lille familie på trods af de skygger og kulturforskelle, der præger deres fortid. Den i flere henseender kulørte forsideillustration signalerer allerede her den længede ventede lykke efter vel overståede, dramatiske vanskeligheder. Historien er iøvrigt illustreret med mange tuschtegninger, som udmærket understøtter handlingen. Serien kan fortælle noget om de vanskeligheder, som et forhold med såvel dansk som etnisk baggrund kan løbe ind i. Den kan også bruges til at fortælle noget om de problemstillinger, som indvandrere/flygtninge møder i vores samfund. Men alt i alt er det primært en noget kulørt kærlighedshistorie med gode hensigter - og så heller ikke mere. Serien er for unge og voksne tosprogede,men den kan også bruges i specialundervisningen fra 8. klasse. Selvlæsning fra 13-14 år.