Forf., der senest udgav novellesamlingen Opfyldelse (93/26), vender med Det øverste afen længsel tilbage til de korte prosa-lyriske tekster, som også var at finde i At læne sin kind mod verden(91/21). Her er samlet godt 50 prosastykker, af ydre fremstår de nærmest som notater, små litterære skitser eller tilløb til noveller. Alle synes de at være karakteriseret ved en udtryksform, hvorforf. søger at spidde en situation eller fastfryse et billede. Det er ofte gjort med sans for humoren og for den undertiden underfundige detalje og med en behersket og fin sproglig ciselering. Dertages undertiden afsæt i billeder eller begreber, for så at kredse om disse, afkode dem for indtryk, søge inspiration og indsigt og måske tillige nå frem til den erkendelsesmæssige længsel og/eller afklaring, som samlingens titel måske lader antyde, men som ikke forekommer undertegnede tydeligt forløst i teksten. Forf. lader iøvrigt samme tekster udfolde sig i et digterisk rum, derindholdsmæssigt delssynes farvet af de ofte utilpassede forhold mennesker imellem, som uudtalt længsel kan afstedkomme, dels rummer præcise iagttagelser omkring omgivende evne lys, strukturer ibevægelse m. v. En udgivelse, der bekræfter et interessant fabulerende forf.skab, som selvfølgelig ikke er uden anv.muligheder.