Billedbog for voksne. Bogen har været anvendt ved behandling af bl.a. depressioner, men kan også i skolesammenhæng bruges ved emnearbejder om billedkunst og om følelser.
Shaun Tan har vi i dansk sammenhæng tidligere mødt i bl.a. billedbogen Den fortabte ting, 2012. I nærværende billedbog vågner en navnløs rødhåret pige i sit værelse, hvor sorte blade begynder at dale ned. Hun vandrer ud i verden, hvor hun drager gennem fantastiske surreelle eller ekspressionistiske landskaber, der afspejler hendes følelser, frygt og bekymringer. Gennem hele bogen følges hun af et lille rødt blad, og da hun til slut kommer hjem til sit værelse igen, vokser der her et rødt træ, som fylder værelset med et varmt lys. Bogens sparsomme tekst er sat varieret, så den i sig selv bliver en del af den enkelte sides visuelle udtryk. Men det er de fantastiske billeder, der bærer denne flotte og foruroligende billedbog. Vi inviteres til selv at finde den mening og de følelser, illustrationerne udstråler, og pigen bliver i fraværet af tekstlige forklaringer en slags stand in for læserne på vores rejse gennem bogens gådefulde landskaber.
Denne billedbog ligner ikke andre, jeg kan komme i tanke om. Den er i familie med en række billedbøger, der primært er for voksne, som fx Oskar K.'s Lejren, 2011.
En spændende og fascinerende billedbog, der primært henvender sig til voksne. Bogen kan i børnesammenhæng formidles til større børn og unge i forbindelse med emnearbejder om bl.a. billedkunst.