Det sprog vi tier på

Som altid relativ smal målgruppe til lyrik. Denne kan formidles som en ret tilgængelig samling med umiddelbart tankevækkende pointer og modne refleksioner.

Claus Grymer (f. 1946) har bl.a. skrevet romanen Opfyldelse uden forventning, 2011, men også som her digte fx Stemmer sidst på dagen fra 1998. Hans nye samling er ret nem at gå til, men det gør den bestemt ikke mindre vægtig. Allerede titlen fanger mig ind. Titlen stammer fra et digt, der med fin forståelse fanger en fornemmelse, jeg tror de fleste har haft. Hvor man i barndommen har følt sig pinligt berørt af en forælders alt for menneskelige opførsel, men hvor pinligheden forløses af den kærlighed uden ord børn heldigvis ofte magter: "faktisk er vi stille/ på en anden måde end ellers/ for ikke at forstyrre/ vi under hende nemlig det bedste/ ville hun vide/ hvis hun forstod det sprog vi tier på." Digtene samler poetisk et modent menneskes refleksioner om bl.a. kærlighed, senilitet og endog det måske sværeste af alt, døden: "Kan jeg finde ud af at dø/ jeg kender flere der kunne/pludselig var de her bare ikke mere...vent bare/ så skal jeg vise jer/ jeg kan også".

Ikke umiddelbart noget at sammenligne med. Men samlingen rager fint op blandt forlagets øvrige udbud af dansk kvalitets-lyrik.

Fin digtsamling med noget så sjældent som et poetisk modent perspektiv. Kan lånes ud på de fleste biblioteker.

Read the full assessment