Om nogen i moderne dansk litteratur er Klaus Rifbjerg skildreren af det veluddannede mellemlag i panikalderen. Det ville glæde er ingen undtagelse i den henseende, bortset fra at formen dennegang ikke er det psykologisk indfølende, men det bevidst karikerede og ironisk distancerende. Romanen lever derfor fint op til sin undertitel: en skjælmeroman. Dertil kommer at der er tale om ennøgleroman med mere eller mindre letgenkendelige forlæg. Hovedpersonerne den kendte billedhugger Boy og hans kone Jelena står overfor at skulle fejre deres sølvbryllup og i den anledning er'kredsen' af venner stærkt optaget af, hvem der bliver inviteret med til festen - og om der i det hele taget bliver tale om nogen fest. Det gør der, og den ender (selvfølgelig) i skandale og totaltkaos! Historien er i og for sig ret ligegyldig, men Rifbjerg bruger den til at tegne et bidende og veloplagt portræt af kulturlivets 'establishment' af forlæggere, kritikere og bibliotekarer - dvsalle de formidlere somlever fedt af at mene noget om kunsten og dens udøvere, ofte drevet af mindre ædle motiver som ønsket om magt og behovet for at blive bekræftiget i egne meninger. Kunstnerisker romanen en parentes i Rifbjergs forfatterskab, og indholdsmæssigt vil den for meget på en gang til at være præcis og slagkraftig i sin satire. Rifbjerg er stadig bedst, når han beskriver sinepersoner indefra.