Bogen henvender sig til de, der ønsker selv at være med til at foretage ændringer i deres liv ved hjælp af Detox-metoden.
Forfatterne Pernille Damore og Frederick Damore har sammen udviklet Damore-metoden, og de opfordrer os, sammen med bogens tredje forfatter Karen Norberg, til at Detoxe-vores liv. Det er i praksis en metode indenfor ryd-op-i-dit-liv-genren. Bogen indledes med en test, der skulle give os svar på, om vi har behov for at gennemgå Detox dit liv.Testen er i 6 dele (krop, kost, vaner, hjem, personlighed, kommunikation), og når vi kan svare bekræftende på at vi er klar til at gå i gang, bliver vi ønsket tillykke med beslutningen. Derpå følger de seks Detox-faser, de samme som i testen, der hver udgør et kapitel i bogen. Selve indholdet i bogen er en blanding af livsberetninger, kostråd, motionsråd, oprydning, citater, spørgsmål, gode råd etc. Man kan se mere på www.detoxditliv.dk.
Forfatterne har tidligere udgivet: Guide til Detox kost, 2007. Derudover findes et par andre titler om Detox på dansk, og der findes endnu flere på engelsk.
Detox dit liv er endnu en bog i rækken om, hvordan vi fornyer/forandrer/forbedrer vores liv. Mange af oplysningerne kender vi i forvejen, men har man behov for en opfrisker, kan denne bog være en mulighed.