På forsiden står der tillokkende "Bliv 12 cm slankere om livet på 12 uger!", så bogen henvender sig til alle dem/os kvinder, der godt kunne trænge til en mindre livvidde.
I de senere år er forskere blevet opmærksomme på, at flad mave og sundhed er tæt forbundet. Flad mave er ikke udelukkende kosmetisk. En for stor livvidde menes at have sammenhæng med forøget risiko for at få hjertesygdomme, diabetes m.m. For kvinder skal taljemålet helst være under 80 cm og for mænd under 94 cm. I Forms chefredaktør Karen Lyager Horve har sammen med Martin Kreutzer og Anne Virenhem, som begge er kendte for bøger og artikler om kost og træning, samt andre skribenter fra bladet, sammensat en 7-trins plan for at nå den sunde livvidde. Planen består af motivation og madopskrifter til alle dagens måltider med madvarer, som er specielt gode til at forbrænde mavefedtet. Derudover indgår fordøjelse, sammenhængen mellem stress og søvn, metoder til at få pulsen op, styrketræning og mavetræning i planen.
Der er flere bøger med tips til at få en flad mave, men ikke nogen, der på samme måde har en holistisk tilgang til emnet. Hvis det er motion og kostomlægning det drejer sig om, er der for fx Flad mave og faste former med lille bold, 2008 og The abs diet, 2005.
For den seriøse, som virkelig ønsker at få en fladere mave, er bogen meget brugbar. Den er nede på jorden og lige til at gå til, og planen er til at følge i en normal hverdag. Men forfatterne lægger heller ikke skjul på, at det er hårdt arbejde.