Tv-serie baseret på Alexander McCall Smiths populære bøger om Damernes Detektivbureau. Filmudgaven byder på velfungerende og charmerende underholdning med bred appel - bestemt ikke kun for krimielskere.
Dette er 5. og 6. episode af tv-serien om Damernes Detektivbureau. Episoderne er til en vis grad fritstående, men bør helst ses i den rigtige rækkefølge. Tv-serien bygger på Alexander McCall Smiths kriminalromaner om den gæve og menneskekloge detektiv Mma Ramotswe, der driver et detektivbureau i Gaborone i Botswana sammen med sin ivrige assistent Mma Makutsi. I afsnittet "Beauty and integrity" bestiller en ængstelig far damerne til at finde ud af, hvem hans datter går og kærester med. Desuden skal de lave et baggrundscheck af deltagerne i skønhedskonkurrencen Frøken Skønhed Og Ærlighed. Oven i det hele har Mma Ramotswe problemer med sin kæreste. Sidst men ikke mindst får bureauet benhård konkurrence af en tilflyttet, kynisk mandlig privatdetektiv. I afsnittet "A real Botswana diamond" arbejder de med en række uforklarlige, hærværksagtige indbrud, og til Mma Ramotswe store forfærdelse kommer hendes voldelige eksmand til byen. Nogle meget menneskelige, småbanale historier, der især lever i kraft af en herlig miljøtegning og en karismatisk Jill Scott i hovedrollen.
Instruktøren Tim Fywell kendes fra andre gedigne, men dog mere blodige tv-krimier som Silent witness og Sagen genåbnet.
En ret herlig, lun og atmosfærefyldt tv-filmatisering.