Forfatteren er en amerikansk kvinde, der indtil for 20 år siden levede et middelmådigt middelklasseliv, som hun prøvede at ændre ved at shoppe rundt på markedet for alternativ psykoterapi og selvudvikling. I 1990 tog hun til Indien for at opsøge den indiske guru Poonja. Det blev et skelsættende møde for hende, idet han optog hende som discipel og gav hende navnet Gangaji efter en indisk flodgudinde. Efter at hendes guru døde, tog hun tilbage til USA og har siden selv opnået gurulignende status. Bogen er en sammenskrivning af en række af hendes forelæsninger, som er samlet i fire kapitler, der går ud på at anvise den vej, der fører til erkendelse af, at nøglen til personlig lykke og succes ligger hos en selv. Den diamant, man leder efter, ligger allerede i ens lomme, og når man har fundet den, afløses lidelse af kærlighed og fred. Gangaji adskiller sig fra mange af den traditionelle positive tænknings fortalere ved at arbejde mindre resultatorienteret og uden selvsuggestive slogans.