Erik Breum mener at 10-12 minutter dagligt er nok til at gøre rygsøjlen mere smidig og dermed forebygge og afhjælpe langt de fleste rygproblemer. Samtidig vil øvelserne gøre, at man får en god start på dagen, mere energi og overskud og en flottere og mere smidig krop. Erik Breum har selv haft dårlig ryg i mange år, og det var først da han fik lavet sit eget program, at han slap for smerterne. Alle øvelserne kan foretages i sengen. Bogen udkom første gang i 1999, 2. udgave i 2000 og nu foreligger så 3. udgave med samme sidetal. Øvelserne er de samme med en enkelt tilføjelse til en af øvelserne, nogle af tegningerne er forbedrede, og der er lavet enkelte tilføjelser i de fysiologiske afsnit, bl.a ved lidt flere detaljer omkring ryggens opbygning og funktion. Bogens spiralryg er et bevidst valg, fordi det så er det nemmere at bruge bogen i sengen. Jeg mener det er en god og brugbar bog, både for dem, der har problemer med ryggen, men også for dem, der ønsker at gøre noget for ikke at få det. Der er ingen grund til at kassere 2. udgaven, med mindre selvfølgelig at den er slidt op.