En bog for unge/unge voksne om psykologi - og såmænd også for andre, der gerne vil have en kort indføring i emnet. Bogen favner bredt, men via en uddybet indholdsfortegnelse er der mulighed for at springe i teksten. Første 1/3 af bogen fortæller om historien og teorierne bag; om psykologien med udgangspunkt i myterne (den personlige, den religiøse og den videnskabelige), og psykologien sat i forhold til livets faser og de forskellige aldre (til og med pubertet og ungdom). Afsnittet afsluttes med et kapitel om bevidsthed og tænkning, hvor Nordberg også kommer ind på følelser - sorg, glæde, vrede. Anden 1/3 handler om nogle af de væsentligste personer fra psykologiens verden, bl.a. Freud, Jung og Frankl. Størst fokus kommer der nok på sidste 1/3 af bogen, som er mere praktisk orienteret. Her angives en masse øvelser, alle med udgangspunkt i at forbedre sit selvværd: positiv tænkning, meditation, generthed, stress, kropsbevidsthed, konflikter, eksamenslæsning mm. Nordberg bruger mange citater og metaforer. Begge dele fungerer oftest efter hensigten som uddybende og forklarende, men kan også virke bremsende i en tiltider kompakt og vanskelig tekst. Layoutet er meget voksenæstetisk, med sort/hvide fotofragmenter af sten, vand, bark o.lign. Der findes ingen lignende bøger for målgruppen.