Dean Vincent Carters debutroman er noget så sjældent som en rigtig gyser, og lad det være sagt med det samme, det er ikke en roman for sarte sjæle. Forfatteren er uden tvivl inspireret af Edgar Allan Poe, i romanen er der et citat fra Ravnen. I bogen her er djævelen ikke repræsenteret ved en ravn men ved et eksemplar af en "rød ganges", en kæmpestor myg. Fortælleren er Ashley Reeves, han er journalist og ansat ved et magasin, som beskæftiger sig med naturens særheder. En dag får han et brev fra Reginald C. Mather, som bor alene på en ø. Han ejer et eksemplar af en kæmpestor myg, angiveligt den eneste af sin slags i verden, og han inviterer Ashley til et besøg, så han kan lave en artikel om den. Den chance kan Ashley ikke lade gå fra sig, og han er på vej. Da han er kommet over til øen føler han sig næsten som en fange, og der sker mange foruroligende ting. Efterhånden går det op for ham, at Mather er andet end lidenskabelig samler af insekter, og at han i virkeligheden kun er et redskab for myggen som et led i en større plan. Der er en anden, og meget makaber, baggrund for at invitere Ashley, og Ashley finder også ud af, at han ikke er den eneste, der har været inviteret over på øen, og at ingen af de inviterede, har forladt øen igen!! Er man til gys og kan man sluge et par usandsynligheder, så er bogen et godt bud på en ødelagt nattesøvn for både unge og voksne.