Døde haner galer ikke

Det er nu fjerde gang, Pouplier bruger slagteren Barbaroux og lokaliteten Clos-de-Provence i en kriminalroman, og nu er spøgen ved at være slidt tynd. Den dameglade slagter med den hæsligekone er kørt noget ud på et sidespor, og en til byen kommende kriminalkommissær Thibaud spiller hovedrollen. Kriminalintrigens tråd er så tynd, at den ikke kan bære bogen som spændingslæsning, ogintrigemæssigt fornemmes det som en strukturel svaghed, at hanemordet pointeres så kraftigt, uden dog at have nogen betydning i kriminalintrigen. Man oplever det som fyldstof, og det er der megetaf, også de endeløse repetitioner af dejlige damers svulmende buster, deres udskæringer, lår og andre attraktive detaljer. Kort optræder også det danske ægtepar, der i en tidligere bog haretableret sig som gæstgivere i byen. Bogen foregår under en hedebølge, og der er i skildring af det fysiske miljø og livet menneskeligt set under en sådan maleriske og givetvis selvoplevede ting,men det kan ikke nævneværdigtudpolstre helhedsskelettets spinkelhed, der yderligere understreges af, at slutningen på mordsagen fuser som en våd kineser.

Read the full assessment