Wilhelm Agrell, som ellers mest har skrevet om svensk sikkerhedspolitik, har med denne lille, men meget fængslende roman, villet give et bud på hvordan helt normale mennesker pludselig kan befinde sig i den situation, at de er blevet medlemmer af en terrororganisation. Hvad driver dem, hvordan kan det at sprænge bomber mod civile forsvares. I 1996 sprang en bombe i en bus i London, og attentatmanden omkom. Agrell har brugt denne hændelse som afsæt for sin historie om Anthony, en helt almindelig teenager fra Wexford i Sydirland, lidt veg og kontaktsøgende, lidt usikker og famlende. Da han flytter til Dublin for at arbejde i en elektronikforretning bliver han bedste venner med Marks, som viser sig at være med i IRA, og da Marks' styringsofficer tager over, bliver Anthony indlemmet i IRA, og uddannet som sprængningsekspert. Til sidst sendes han til London, og her går det galt. En stilfærdig, indtrængende og spændende fortalt historie om den unge mand, der uden de store ideologiske overvejelser lader sig suge ind i voldens verden, en verden han ikke helt forstår, men han lader sig dirigere af mennesker med vilje til magt, mennesker som tror på en sag og er villige til at ofre både sig selv og andre for sagen.