Læsere, der holder af historiske romaner, slægtsromaner o.l. med social klangbund, vil med Dogtown få en fin og tankevækkende læseoplevelse.
Romanen udspiller sig over ca. 20 år på den yderste kyst i et goldt klippelandskab i begyndelsen af 1800-tallet i Massachusetts. Byen er Dogtown, en samling faldefærdige rønner med en marginaliseret befolkning bestående af enlige kvinder, et horehus, 2 frigivne slaver og et par forældreløse børn. Alle med hver deres trøstesløse baggrund og historie. Overlevelse er en daglig udfordring, og afmagten udmønter sig i kynisme og udnyttelse. Egentlige hovedpersoner er Judy og Easter, de eneste kvinder i byen med integritet og selvværd, men for hver afsnit skifter fortællervinklen til en af de andre beboere. Dogtown er en historie om menneskelig fornedrelse, ildelugtende fattigdom og en bys udslettelse fra en periode og med et persongalleri, der sjældent fokuseres på. Skildret usentimentalt, delvist udefra og ikke uden lyspunkter. Sprogligt er der efter min mening et par udfald, men ellers en både stærk, stille og effektfuldt fortalt roman.
Diamants to første bøger Tidevand og Det røde telt tilhører hver sin genre, med Dogtown føjes endnu en til hendes forfatterskab.
Et flot tidsbillede og en stille, nøgtern skildring af et lille landsbysamfund i ubeskrivelig - både menneskelig og social - fattigdom på Massachusetts kyst efter borgerkrigen. Den sort/hvide forside er næsten en fotografisk Hammershøi.