Intens og lavmælt roman af høj litterær kvalitet om tavst forfald og indre sammenbrud. Den foregår i et hollandsk landbomiljø, men smertepunkterne kunne lige så godt have været danske, og med sine præcise og stilfærdige skildringer af en livsform i opløsning er det en roman, der gør stort indtryk på sin læser.
Hollandske Gerbrand Bakker (f. 1962) kendes for den fine Ovenpå er der stille fra 2008. I sin nye ligeledes meget fine roman fortsætter han med udramatisk og næsten underspillet at skildre fortrængte og tilbageholdte følelser. Romanen begynder en junidag i 1969, hvor den gamle dronning besøger landsbyen, og hvor landbofamilien Kaans 2-årige datter senere på dagen dør ved en ulykke. Kaan-familien går langsomt i opløsning, og nu, 40 år senere, er familielandbruget uden dyr og ved at falde helt fra hinanden. Den gamle mor er bitter, faderen initiativløs, og de voksne sønner lever mere eller mindre uharmonisk. Også den nærliggende landsby er næsten tømt for folk og for liv, og de, der er tilbage, husker kun alt for godt den skæbnesvangre sommerdag i 1969. Forfald, sammenbrud og opløsning - ikke muntre emner, men suverænt skildret.
Gerbrand Bakker er litterært nært beslægtet med navne som Per Petterson og Ida Jessen og lidt længere ude også med Knud Erik Pedersen og Jens Smærup Sørensen.
Flot og stilfærdig roman om en familie, en livsform og en landsby i opløsning og forfald. Den er uhyre velskrevet og kræver læsere, der er villige til at konfrontere sig med altings endeligt.