Spionroman om engelsk skuespilforfatter, som i 1950 skal dække en politisk proces i et land på Balkan. For læsere af klassiske spionromaner.
Den engelske skuespilforfatter Foster bliver bedt om at skrive en artikelserie om en politisk proces mod Deltjev, som er anklaget for højforræderi og at stå bag mordforsøg på statschefen. Romanen foregår i et ikke nærmere specificeret land på Balkan i 50'erne. Foster rejser dertil med det forsæt, at han vil skrive om en uskyldig mands retssag og domfældelse, men efterhånden bliver han nødt til at acceptere at manden måske ikke er uskyldig. Foster bliver advaret fra flere forskellige sider mod at dykke for meget ned i retssagen, men hvem kan han stole på, og hvem er ven eller fjende? Forlaget Rosenkilde og Bahnhof er ved at genudgive en lang række af Eric Amblers spændingsromaner fra 40'erne og 50'erne.
Selv om originaludgaven er fra 1951 og den danske udgave fra 1990, og selv om der ikke mere er noget, der hedder Sovjetunionen, synes jeg stadig bogen holder. Den er elementært spændende med en hovedperson, som mere eller mindre ufrivilligt bliver blandet ind i sag, hvor han slet ikke kan overskue, hvad der sker.
Eric Ambler var en stor forfatter af politiske spændingsromaner, og han har inspireret mange, bl.a. Graham Greene, John Le Carre og Leif Davidsen.