Bogen er henvendt til især ældre læsere som holder af den enkle underfundige og aforistiske lyrik. Kan bl.a. derfor formidles til læsere af Peter Poulsen eller måske endda Benny Andersen.
Forfatter Flemming Madsen Poulsen (f. 1947) er leder af forfatterforlaget Attika og har igennem årene skrevet noget nær et hundrede fagbøger henvendt til skolebrug. Har dog skrevet og fået udgivet flere digtsamlinger og senest kender man Chronos, fra 2005. Nærværende samling Domus betyder hus og det er slet og ret forfatterens sigte: i lyrisk form at beskrive alle dele og rum i et hus og ikke mindst at indkredse menneskets "sjælige" forhold til disse rum eller genstande. Det gøres i fire dele bl.a. "Installationer" og herunder fx "lampeudtag" eller "Inventarium" om bl.a. køle- og klædeskab. Forfatteren skriver i et hverdagsnært sprog og ofte med en underfundig let humoristisk tone. Flere af digtene er ledsaget af s/h fotos.
Er beslægtet med tidligere samlinger af Flemming Madsen Poulsen som fx Chronos ,2005 og Corpus : anatomisk-lyrisk atlas, 2001. Her benytter han sig også af en tematisk konceptuel stil og et enkelt underfundigt sprogbrug, man genkender i nyeste digtsamling.
Konceptet og bogens gennemgribende hus-tema er måske både genialt eller delvist plat, men jeg kan godt lide idéen. Det er stilistisk præcist gennemført og bogen kan derfor anbefales.