Music / rock

Don't let the kids win


Reviews (4)


Gaffa [online]

d. 10. Oct. 2016

By

By

Morten Gotschalck

d. 10. Oct. 2016

"Debuten fra denne 25-årige australske singer-songerwriter er mildest talt overrumplende. Julia Jacklins stemme er simpelthen vidunderlig, og alene på det punkt er hun i særklasse. Vokalen er varm og lidt kælen, og smyger sig rundt på albummet som en hjemmevant kat. Jacklin har skrevet en række flotte, kvikke og rørende tekster, som er puttet på enkle og effektive melodier. Backing bandet sidder bare lige i skabet, og variationer i volumen, tempo og valg af instrumenter gør sangene ære".


The guardian

d. 6. Oct. 2016

By

By

Michael Hann

d. 6. Oct. 2016

"Impressive indie country debut from Australia - Don't Let the Kids Win feels very much like one of those albums that will slowly creep into the affections of a large number of people; it's that lovely".


Politiken

d. 11. Oct. 2016

By

By

Kim Skotte

d. 11. Oct. 2016

"[25-årige] Julia Jacklins debut [handler] om transformationen fra at være et meget ungt menneske til at blive noget andet og endnu delvis uudforsket, voksen ... Åbningsnummeret, 'Pool Party', lægger ikke skjul på, at Angel Olsens usødede pigestemme er en inspiration, og i det hele taget er det de følelsesmæssigt blottede, men alligevel seje kvindelige forbilleder som Olsen, Fiona Apple og Cat Power, der udgør krudtet i Julia Jacklins arsenal ... Der er et sejt, rockende drive, god energi og enkelt velfungerende sangskriveri på Julia Jacklins debut. Der er endnu lidt for meget Angel Olsen II over det, men tegningen til noget større er der".


Mojo

2016 November

By

By

Martin Aston

2016 November

"Hailing from the Blue Mountains in New South Wales, Julia Jacklin has her own version of Appalachian going on, her voice cool as winter and sultry as summer, as intrinsically sad as her songs' distressing emotional punch ... She shares a sense of inescapable fate with Lana Del Rey, but Jacklin's delivery isn't corrupted by Victim status or risible fantasy, and her music (...) is bareboned, close to Angel Olsen's magnetic ache and thrum. A worthy addition to the genre".