Downton Abbey har for længst sikret sig en solid plads blandt de store historiske, engelske tv-serier om livet blandt overklassen. Fra 15 år.
Denne julespecial-udgave af den populære tv-serie ligger i forlængelse af sæson 1 og 2's hhv. 7 og 8 episoder og er af spillefilmslængde. Vi er på slottet Downton, der ejes af familien Crawley, og har fulgt livet på slottet gennem krigen. Gennemgående tema er jarlen af Granthams kamp for slottets overlevelse, herunder at få den ældste datter Mary økonomisk godt gift. Winter at Downton Abbey starter i julen 1919, hvor der er faldet ro efter krigen. Men mørket sænker sig, da Bates, nyansat kammertjener bliver anklaget og dømt for mord på sin tidligere kone. Mary dropper efter moden overvejelse den beregnende Sir Richard Carlisle til fordel for sin gamle bejler Matthew. Skaberen af den store serie er den virksomme skuespiller og manuskriptforfatter Julian Fellowes, der også har instrueret spillefilm som Separate lies om det engelske borgerskab og ungdomsgyseren Spøgelserne på herregården.
Som den helt store serie indenfor genren, Brideshead og klassikeren der satte det hele i gang, Herskab og tjenestefolk afspejler de riges konflikter det engelske samfund.
Skønt serien er blevet kritiseret for at være det rene soap og historisk ukorrekt, så er det en pragtfuld og underholdende oplevelse. Man lever med i de mange forviklinger, der udspiller sig blandt høj og lav, og denne julespecial-udgave kalder på en fortsættelse af serien.