Amerikansk fantasy tv-serie fra 2011, med en meget bred målgruppe. Der er riddere i sværdkamp, brusende kærlighedserklæringer, sex og politiske intriger, alt sammen pakket ind i et fantasy-univers, med overnaturlige skabninger og andre grumme ting fra mørket.
George R.R. Martins verdensberømte bogserie En sang om is og ild har gået sin sejrsgang verden over. Serien består foreløbigt af 5 bind, og indtil nu er det kun de to første der fornylig er oversat til dansk. Bogseriens verdensomspændende popularitet har nu betydet, at HBO er begyndt at omdanne de enkelte bind til en tv-serie, der indtil nu findes i 3 sæsoner, dækkende de tre første bind. Her bliver tilbudt den første sæsons 10 afsnit. Det er en flot produceret serie. Et kæmpe persongalleri, kendte skuespillere, flotte specialeffekter og en spændende handling gør, at man drages ind i universet og sluger de 10 afsnit på ingen tid. Køber man universets præmisser er her meget at komme efter, også for alle de der ikke i forvejen er hardcore fantasy-fans.
Uden sammenligning i øvrigt, minder første sæson i stilen om Ringenes herre-filmene, med store langstrakte landskaber og de middelalderlige kampe mod de grusomme vilde. For computerspils entusiaster minder serien i stil og stemning nærmest om en filmatisering af det uhyre populære Skyrim : the elder scrolls V, 2011.
Uhyre vellykket filmatisering af den populære bogserie. Vil hitte stort i enhver samling og anbefales varmt, som supplement til bøgerne.