Bogen Drageriddernes ildflugt er anden, men ikke sidste, del i den nye serie Drageriget Dragonia. Bogen har lix 22,4, deler sammensatte ord i betydningsdele og kan læses af børn mellem 8 og 10 år, der er godt i gang med den selvstændige læsning. Genren er fantasy, og målgruppen er yndere af serier som Kong Neos løver, 2011 og Taynikma.
Bogen er en selvstændig fortsættelse af Stormdragernes angreb, 2014. Det lykkes for Tim at vende tilbage til drageriget Dragonia, hvor der er brug for hans hjælp. En ondskabsfuld dæmon truer kongeriget og er ved at sætte det hele i brand. Drageridderne tager i samlet flok kampen op mod dæmonen. Men det virker som en håbløs kamp, de kun kan tabe. Indtil Tim får en idé. Planen lykkes og alt ender godt, men afslutningsvis, da Tim forlader Dragonia, lurer faren igen, og plottet til fortsættelsen i serien antydes. Handlingen fortælles i en vekselvirkning mellem tekst, illustrationer og tegneseriestriber, som vi kender det fra Taynikma-serien.
Fantasy-genren er meget populær blandt begynderlæsere, og der findes derfor også et utal af fantasy-titler for målgruppen. Denne bog supplerer samlingen godt uden at tilføre noget nyt.
En udmærket selvstændig fortsættelse i serien Drageriget Dragonia for fantasy-yndere mellem 8 og 10 år.