Endnu en manga-udgivelse, der henvender sig til de yngste manga-fans fra 9-12 år.
Dragonball Z er en animeudgave, som er blevet overført til tegneseriemediet ved at bruge billeder fra filmen. Dette giver en anderledes streg, der desværre mangler det flow og den dynamik, der var i de oprindelige tegneserieversioner. Billedrammerne er adskilte rektangler af forskellige formater. Figurerne er optegnet med en tynd tuschstreg og fremstår tydelige i en god farvelægning. Bogen indledes med et persongalleri og et kort resume af det forudgående bind. Indholdet i albummet er typisk for serien. For at genetablere ordnede forhold på Jorden er vennerne Bulma, Kurin og Son-Gohan fløjet til planeten Namek for at lede efter de famøse dragonballs. Helten Son-Gohan finder ud af, at de er taget af sted, og han følger efter dem for at redde dem. Det rumskib, han kom til Jorden med, er netop blevet sat i stand og gjort operationsklart af Bulmas far, skønt stereoanlægget endnu ikke fungerer. Handlingen fortsættes i næste bind. Personerne er skabelonagtige uden nogle dybere psykologiske karakteristika. Handlingen er temmelig naiv og vil sikkert kede de lidt ældre manga-fans.
Læsere af dette album bør også læse de "rigtige" udgaver af Dragon ball Z. Andre manga-serier af interesse er Yu-Gi-Oh! af Kazuki Takahashi og Astro Boy af Osamu Tezuka.
Det er et letlæst album med rimelige tegninger i gode farver. Det er velegnet til at stimulere interessen for de mere interessante manga-udgivelser.