"Patina behandler eksistens og identitetsforståelse, og selv om debutalbummet er spækket med fremragende hooks, lyder det tit som en udvandet udgave af bredere tendenser i dansk poprock ... Selv hvis blot musikken skabte de stemningsbilleder, som emnerne kræver, ville det gøre stor forskel. Uanset hvilken lyd, bandet bevæger sig over i, bliver den dog så pæn og poleret, at jeg har svært ved at føle, at det er forankret i nogen ægthed. Det er påfaldende let at overse alvoren i teksterne, så pæn er instrumentationen. Lige lidt mere støj på guitaren eller lidt mere udtalte dissonante synthtoner ville betyde uendeligt meget".