Læselet serie for piger i alderen 10-12 år, der kan lide en fantasy fortælling med veninder og kentaurer. Farverige inviterende forsider. Bøgerne fungerer bedst, hvis de læses i rækkefølge.
Serien Drømmer udgør 5 bøger i miniformat, hvor hver bog er på størrelse med et postkort. Sille har særlige evner. Personerne i hendes historier kan blive levende. I sin egen verden opsøges hun af kentaur-pigen Rikka, der er på flugt fra en mystisk drømmejæger. Sille har selv evner som drømmer, og snart må hun sammen med veninden Malene, rejse til Rikkas verden, der udover kentaurer også er befolket med hæslige grimlinger og drager. Pigerne slutter sig til oprørerne, men hvordan vil det lykkes dem at befri Rikkas mor Allisan, der holdes som fange i den onde Klahons drømmeslot? Bøgerne er illustreret med sort-hvide tegninger. Indholdet er en sær blanding af fantasy- og venindebogsunivers, der er forholdsvis velskrevet, men helt uden kant eller kød på hverken personer eller plot.
Forfatteren har flere ungdomsbøger bag sig, men debuterer her som fantasyforfatter. Serien skiller sig ikke særligt ud fra bibliotekernes mange andre fantasy-serier, der findes for målgruppen, fx W.I.T.C.H.-pigerne.
Letlæst fantasyserie. I alt 5 bøger i lommeformat. Velskrevet, gode illustrationer, men uden kant.