Foto- og akvarelbog fra adskillige rejser i Iran, Tyrkiet og Uzbekistan. For interesserede i kunst, arkitektur og islams billedverden.
Ole Søndergaard har besøgt den islamiske arkitektur i en række byer langs Silkevejen i Tyrkiet, Iran og Uzbekistan. Her har han fotograferet og malet akvareller af den særegne islamiske arkitekturs bygninger, hvor udsmykning med arabesker, geometriske mønstre og kaligrafiske friser er gennemgående temaer. Bogen er primært en fotobog, der viser talrige arkitektoniske eksempler. Søndergaards evner som akvarelmaler kommer også til udtryk, og hans akvareller mixes med fotografierne og mindre informationstekster. Teksterne beskriver de forskellige bygningers historie samt ridser landenes fortid op. Der fokuseres på islamisk arkitektur fra det 10. til cirka 18. århundrede. Det dekorative formsprog der præger arkitekturen og bogen, er fyldt af mønstre og flisearbejder, da islam har religiøst billedforbud. Fliserne er kendetegnet ved klare farver og mønstre med komplicerede symmetrier. Ole Søndergaard er designer og kendes især for mange danske vejtavler og logoer. Han står bag en række bogudgivelser.
Der er tale om et flot værk, men samtidig et bogværk der vurderes at have et begrænset publikum. Blandingen af foto og akvarel virker lidt tilfældig, men det overordnede indtryk er en fin omend ganske omfangsrig bog.
Isfahan fokuserer udelukkende på den typiske islamiske arkitektur i den iranske by.