Denne bog er en fortsættelse af forfatterens fremragende roman Drift fra 1998; der vil senere udkomme et tredje bind. Historien tager umiddelbart tråden op fra forgængeren. Rammen er stadig, at fotografen, Victor Alveberg ligger på en psykiatrisk klinik med delvist hukommelsestab og tænker tilbage i glimt. Tiden er 1970'erne, og Victor er flygtet til den lille Sørlandsidyl, nybyggerbygden Kaperhavn. Han har et par lig (fra kærlighedens slagmark) i lasten. Nu prøver han at finde lykken og bliver gift med Anna, søsteren til den pige han skulle have været gift med til at begynde med. Det går (ikke overraskende) heller ikke rigtig godt, da Victor, som den unge, søgende sjæl han er, ikke kan få styr på ønsket om tryghed og fascinationen af lidenskabenskabens styrke. Blandt andre dukker hans første kærlighed, Geneviève og siden hans søsters veninde, Mona op. Romanen kan ikke leve op til forgængerens høje kvalitet; hertil er den for løst opbygget med de lidt for mange svulstige gentagelser over temaet: Victors forvirrede kvaler over jagten på kærligheden og de især psykologiske øretæver, den giver. På trods af dette forbehold fænger historien stadig og glimrer med poetiske billeder og sarkastisk vid over tidens naragtigheder.