Dette er den canadiske forfatters anden ungdomsroman på dansk. I 1995 kom Ikke flere tårer med den 12-årige Keely som fortæller, og også i foreliggende bog er ordende lagt i munden på hovedpersonen, den 16-årige Freddie. Det er en stille og intens historie med fine person- og miljøskildringer, ikke mindst skildringen af bogens hovedperson. Historien er baseret på en dagbog skrevet i sommeren 1904, og fortæller om Freddies ferie sammen med sine tre yngre søskende hos nogle nære slægtninge i en hytte ved en stor sø i den storslåede canadiske natur. Det bliver sommeren, hvor den usikre og stærkt stammende Freddie, underlagt en fars særdeles lunefulde opdragelse, udvikler sig til en ung mand, der tør tro på sig selv og specielt, hvad han vil kæmpe for fremover. En barsk vandrehistorie på egnen viser sig at være sand og bliver den direkte årsag til ændringen i forholdet mellem far og søn. Ligesom en umulig forelskelse er stærkt medvirkende til Freddies afgørende udvikling fra barn til voksen. Historien er velskrevet, godt oversat af Bjarne Dalsgaard Svendsen, og kan på det varmeste anbefales de 13-16-årige som en anderledes intens og spændende udviklingsroman.